Michael Kvium / raawii

”Jeg vil, uden at ønske det, kigge ned i afgrunden, for at kunne se ind i mørket.”
– Michael Kvium


Skønhed bedrager, ifølge den danske kunstner Michael Kvium (f. 1955). Skønhed forfører beskueren ved at dække over civilisationens traumatisering og indpode samfundets ideologiske og normaliserende begreber om ære og moralsk retskaffenhed. Vi blindes af skønheden og mister vores evne til at se klart.

Kvium mener, at kunstnere groft sagt kan opdeles i to kategorier: ”de, der afslører, og de, der skjuler; og uanset hvad det måtte koste, vil jeg meget hellere tilhøre den første gruppe end den sidste." I Kviums optik har kunstneren dermed en forpligtelse til at åbne vores øjne, og han har tidligere understreget: ”Bag ethvert godt kunstværk ligger der en revolution.”

Gennem den klassiske skønhed i de ofte groteske og provokerende figurative kompositioner retter Kvium et skarpt blik mod det, som samfundet ofte vender det blinde øje til. Kvium entrerede den internationale kunstscene i 1980'erne. Ved indgangen til postmodernismen søgte Kvium oprørsk en tilbagevenden til konfiguration i kunsten efter de gradvist dematerialiserende tendenser i minimalisme, abstrakt ekspressionisme og konceptualisme i de foregående årtier af det 20. århundrede. Med en særlig nordisk grundtone af eksistentiel længsel spænder kunstnerens praksis over film, performance, installation, skulptur og maleri, der bygger på en ikonografi, der benytter det grimme, usle, surrealistiske eller deformerede i en afsløring af eksistensens absurditet og magtens lige så forfærdelige, skjulte bagside.

Kviums partnerskab med designfirmaet raawii, der netop er kendt for at hente inspiration fra kunst og kunsthistorie, har vist sig som en åbenbaring for begge parter. Grundlægger Nicholai Wiig-Hansen forklarer: ”Da vi ønskede at indlede et samarbejde med en kunstner, henvendte vi os til Michael, fordi vi mente, at han, om nogen, ville forstå vores vision.” Efter at have fået invitationen rejste Kvium ned til firmaets fabrik i Sydeuropa. Han glædede sig ikke kun over muligheden for at arbejde med nye materialer – i behagelige omgivelser – men var også særdeles imponeret over det engagement, han mødte hos de ansatte. Deres passionerede tilgang gav kunstneren råderum til at udnytte muligheden fuldt ud.

Som Nicholai bemærker, har dette samarbejde, som raawii håber vil blive det første af flere, ikke haft til hensigt at skabe kunst på kunstens præmisser. Det kunne ellers være fristende at behandle disse design som kunstværker, men raawiis grundlægger understreger: ”Det er produktdesign, ikke kunstværker.”

Keramikken fremstilles i Portugal i ubegrænset antal med det formål at bringe de nye design – og dermed en håndgribelig manifestation af kunstnerens vision – ud til et større publikum. Kvium-raawii-samarbejdet har til dato resulteret i tre fajanceprodukter, der samlet kaldes Jam: en vase (23 x 18 cm), et fad (8 x 34 x 40 cm) og en figurativ lysestage (31 x 25 x 35 cm).

Det absurde gjort håndgribeligt: Jam vase og Jam Centrepiece

Michael Kviums frihed til at udforske det nye medium på fabrikken i Portugal førte i første omgang til en række eksperimenterende værker. Den eksperimenterede tilgang resulterede imidlertid hurtigt i ikke blot et, men hele to konkrete design: en vase og et fad, der i dag begge fås i flere farver. Disse to første design afspejlede begge et væsentligt element fra kunstnerens ikonografi: Ud over kanterne og ind i hulningerne på vasen og fadet flyder kødfulde, svulmende, sammenkoblede masser. Det er elementer, som Kvium allerede skitserede i sine notesbøger tilbage i 1980'erne, og vi præsenteres derfor i keramikken for et essentielt formsprog i kunstnerens motivverden. Repræsentationerne spænder fra det forsterlignende over indvolde til dødens opløsning. Disse dystre, uformelige masser rummer spor af en intens ideologisk kamp, som i kunstnerens vision skal afgøre intet mindre end fremtiden for livet på denne jord. Ja, i Kviums arbejde har sådanne svælgende former ligefrem fået en politisk medbetydning. Materialiseret som en skulpturel, sammenvævet, fremmedartet, labyrintisk totalinstallation i lokalerne på Kvium-udstillingen Cirkus Europa på Arken i 2017-18 konfronterede både homunculier og indvolde beskuerne med de mulige konsekvenser for menneskehedens liv i kølvandet på en fortsat og betingelsesløs økologisk ødelæggelse.

Magtens viljeløse uoplyste lysspreder: en lysestage

I det tredje og sidste design, som Kvium har skabt i samarbejdet med raawii, falder den tvetydige fysiognomi, det formløse kød og den antropomorfe nederdrægtighed væk. Tilbage sidder et lille, modløst barn på en bordplade, og ret så makabert stikker et lys op fra dets bøjede hoved. I kontrast dertil er alt uskyldsrent hvid glasur med undtagelse af et enkelt sort tøjmærke, der stikker op fra nakken af barnets overdimensionerede undertrøje. Det makabre syn modsiges også af, at kunstneren umiddelbart uskyldigt betegner figuren som ”en ung marionetdukke”. Men bemærk, at det er en marionet. Nøjagtig ligesom andre af Kviums unge figurer, er denne mandsling berøvet en fri vilje. Den er blevet et bytte for andres magt og ønske, især den korrupte voksenverdens privilegier og politik.

Dette skuestykke af en lysestage er dermed et performativt, absurd objekt, der spiller sin rolle i et teatralsk hverdagsdrama. Den afspejler således de dialektiske tendenser i store dele af Kviums arbejde, som veksler mellem konfrontation og refleksion. Kompositionen fremkalder en voldsom, følelsesmæssig reaktion fra beskueren og minder om tidligere skulpturelle værker af Kvium, såsom The Culture Ride (2012), en bronzeskulptur, der præsenterer et barn med en malerpalet, der rider på et æsel med overdækkede øjne, der for kunstneren repræsenterer ”et portræt af kultur, der kører blindt ud ad vejen”. Der kan også trækkes en reference til tidligere malerier, såsom Simple Portrait IV (2011), hvor en nøgen mandsfigur er afbildet med et tændt stearinlys, der drypper ned fra toppen af hans hoved og humoristisk angiver det absurde slægtskab mellem oplysning og galskab.